Hvad gør vi?
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er en non-profit organisation. Vi arbejder med forebyggelse, krisecentertilbud, ambulant rådgivning og viden i relation til vold.
Vi skubber på for bedre hjælp til voldsudsatte kvinder og børn ved at skabe politisk fokus med afsæt i data og ved at udvikle projekter og indgå i samarbejder.
Vi arbejder tæt med kommuner, regioner, sociale tilbud, vidensmiljøer, interesseorganisationer, civilsamfund og fonde.
Hos os er voldsudsatte kvinder og børn i centrum
Vi hjælper voldsudsatte med at komme fri af volden
Vi fremmer et værdigt syn på voldsudsatte
Vi formidler viden om vold mod kvinder og børn
Vi forebygger mænds vold mod kvinder og børn
Vi arbejder for at sikre bedre responser i voldsramte kvinders møde med systemet
En tilværelse uden vold
Den tætte relation mellem praksis og viden styrker vores position som fortalere for voldsramte kvinder og børn. Vores erfaringer fra krisecentrene giver en unik viden om voldens konsekvenser, såvel som de barrierer og særlige behov, voldsramte kvinder og børn oplever.
Vores arbejde er evidensbaseret og funderet i analyse og nuancerede fremstillinger, der trækker på mangeårig erfaring med praksis.
Vi kæmper for at synliggøre, forebygge og bekæmpe kønnet vold mod kvinder og vold mod børn. Det gør vi ved at adressere en række problemstillinger, bl.a. det faktum at omfanget af vold mod kvinder og børn ikke er faldet de seneste mange år.
Antallet af ofre taler sit klare sprog
Der er brug for at skabe offentlig og politisk opmærksomhed om behovet for forandringer, og for at forbedre og udvide de eksisterende tilbud til voldsudsatte og voldsudøvere. Vi arbejder for at gøre opmærksom på de udfordringer, voldsramte kvinder lever med, samt de barrierer de møder, når de forsøger at forlade en voldelig partner eller familie.
Vores arbejde muliggøres gennem donationer fra private bidragsydere, fonde, puljer og erhvervsdonationer.
Skal vi stoppe volden, kræver det vilje og nye politiske løsninger
Vold mod kvinder er et brud på menneskerettighederne og et af de største ligestillingsproblemer, vi har i Danmark. Selvom den gængse opfattelse er, at vi i Danmark har en høj grad af ligestilling, har vi fortsat et strukturelt problem med vold mod kvinder.
I Danmark er vold i familien blevet mere uacceptabelt gennem de seneste 20 år. Vi har opnået skarpere lovgivning på området, og vi har samlet mere viden om omfanget og konsekvenserne af volden for både kvinder og børn.
Alligevel viser ny forskning, at vold i familien er blevet mere tabubelagt sammenlignet med for 100 år siden. I takt med at det er blevet mere illegitimt at udøve vold i familien, er det blevet mere skamfuldt for ofrene (Vallgårda, 2020), som føler, de skal skjule, at volden finder sted. Det medfører også, at vi som samfund har sværere ved at forholde os til at volden foregår, hvorfor omfanget og konsekvenserne ofte negligeres, overses eller normaliseres. Aftabuisering af, hvad det vil sige at være udsat for vold, er derfor en stor del af vores arbejde.
På krisecentrene støtter vi kvinder og børn i, at de ikke har skyld i volden, og arbejder for, at de kan give slip på den skam, det har medført. Dét er en integreret værdi for vores fælles mission om at stoppe vold mod kvinder og børn.
Events
Gennem forskellige arrangementer formidler vi viden om vold og bidrager til samfundsdebatten. Her sætter vi fokus på vigtige temaer relateret til kønnet vold i samtale med relevante aktører.
-
Hvorfor bebrejder vi offeret frem for gerningsmanden?
På Folkemødet optog vi et live afsnit af podcasten Det Lyserøde Bord med vores ambassadør Ditto.
Victim-blaming lever i vores hverdag, i sproget, i vores blikke og i de spørgsmål, vi stiller, når nogen fortæller om vold eller overgreb. Hvorfor gik hun tilbage til gerningsmanden? Hvorfor forlod hun ham ikke bare med det samme?
I afsnittet taler vi om de blinde vinkler og kulturelle mønstre, der flytter ansvaret fra gerningsmand til offer – ofte uden vi opdager det. Sammen med eksperter og politikere med egne erfaringer med psykisk vold taler vi om tilbøjeligheden til at bebrejde offeret frem for gerningsmanden – og hvordan vi bryder med den. Gennem konkrete eksempler, psykologisk indsigt og personlige beretninger spørger vi: Hvad kræver det at forstå vold og overgreb - og handle retfærdigt?
Samtalen er mellem Maria Gudme, Mette Thiesen, Kenneth Reinicke, Maria Søndergaard og Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen.
Afsnittet kan høres her.
Livet efter vold: hvordan genfinder man håb og tillid?Hvordan lever man med følelsen af uretfærdighed? Hvordan håndterer man tabet af tillid til sig selv, til andre og til samfundet? Og hvordan bearbejder man vrede og skuffelse – både over for voldsudøveren og et system, der måske har svigtet?
I denne panelsamtale belyste vi en ofte overset dimension af vold mod kvinder med antropolog og ph.d.-stipendiat Marie Leine og Anja Radeka og Marie-Louise Hilligsø fra Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. I stedet for at fokusere på selve den fysiske og psykiske vold, dykkede vi ned i de følelser og refleksioner, der opstår efter vold. Et emne, vi i 2022-2025 har undersøgt i samarbejde med KU, Edinburgh University, DIGNITY og Offerrådgivningen.
Det angår os alle: om de etiske følger af uret og overgreb
I forskningsprojektet Eftertanker - støttet af VELUX FONDEN - har forskere med baggrund i filosofi, antropologi, sociologi og psykologi sammen med praktikere fra bl.a. krisecentre og offerrådgivning arbejdet på at integrere etiske perspektiver i den hjælp, vi tilbyder ofre for vold i Danmark.
Til denne panelsamtale delte vi indblik i projektet med Dorte Kallestrup Mortensen fra Offerrådgivningen i Danmark, Thomas Brudholm og Birgitte Schepelern Johansen fra Københavns Universitet og Maria Søndergaard, direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Hvilke etiske spørgsmål trænger sig egentlig på, når man lytter til voldsofre? Og hvad skylder vi hinanden, når skaden er sket?
De fleste af os har stået i en situation, hvor vi selv eller en af vores kære er blevet ramt af vold, overgreb eller anden uret. Når det sker, spreder følgerne sig som ringe i vandet, og pårørende, venner og kollegaer kan alle blive alvorligt berørt. At blive udsat for vold har både fysiske, psykiske, sociale og retlige følger. Men også moralske. Mange voldsofre kæmper efterfølgende med spørgsmål om skyld, vrede, straf og tilgivelse, og de bakser med at finde plads til det, der er sket, i deres videre liv.
-
På FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder var vi samlet til en aften med panelsamtale, musikalsk performance og prisoverrækkelse af Dansk Kvindesamfunds ærespris, Mathildeprisen.
Kunsten kan trænge ind i det private rum, konfrontere det, som ofte forties, og gøre tabubelagte emner til fælles anliggender. I aftenens panelsamtale dykkede vi ned i, hvordan kunsten kan bringe tabuer frem i lyset og modvirke ensomhed og skam for personer, der har oplevet vold. Til dette havde vi inviteret en række af vores ambassadører, som hver især har erfaring med at formidle volden gennem forskellige kunstformer.
Panelet blev modereret Dittos Rikke Kristine Østergaard. Det bestod af Dansk Kvindesamfunds Krisecentres ambassadører: Anna Klahn (forfatter og projektleder, Tag Stemmen Tilbage), Christine Reinwald (tegneserieskaber, billedkunstner og illustrator), Sabrina Ferguen (instruktør og manuskriptforfatter) og Lotte Svendsen (instruktør og manuskriptforfatter). Alle præsenterede udpluk fra deres arbejde og delte deres erfaringer og tanker bag. Samtalen afsluttedes med et musikalsk indslag fra Freja Deejade, der fremførte værket ”WHERE DID I GO?” om vejen ud af et voldeligt forhold.
Som en del af samtalen fik panelet til opgave at komme med en sætning, som beskriver kunstens bidrag til at bryde tabuer om partnervold:
Det tabulagte og skyldsbelagte bliver muligt at tale om – Christine Reinwald
Kunsten kan skabe et intimt rum, som intet andet kan – Anna Klahn
Det kræver mod at bryde tabuer om vold – Sabrina Ferguen
Kunsten kan danne bro mellem det politiske og det private – Lotte Svendsen
Aftenen sluttede med uddelingen af Mathildeprisen, der gives til personer eller organisationer, der gør en særlig indsats for ligeværd og ligestilling i Danmark. I år gik den ene pris til Søstre mod vold og kontrol som en anerkendelse af deres ukuelige kamp for kvinders frihed og selvbestemmelse. Den anden pris gik til Sandie Westh som en anerkendelse af hendes vedholdende arbejde med at tale højt om partnerdrab og vold mod kvinder og behovet for bedre forebyggelse.
Du kan se arrangementet her.
-
På Folkemødet 2023 afholdt vi en paneldebat om behovet for udøverbehandling i indsatsen for at stoppe vold mod kvinder og børn.
På krisecentrene arbejder vi hver dag for at stoppe vold mod kvinder og børn, men oplever at vi som samfund ikke lykkes med at nedbringe volden. Derfor faciliterede vi en debat om udøverbehandling.
Til debatten diskuterede panelet vigtigheden af udøverbehandling, og hvordan vi udvikler effektive behandlinger, der stopper volden og skaber sikkerhed for kvinder og børn.
Panelet bestod af Lisbeth Jessen (programchef i 'En barndom uden vold i familien' under Ole Kirk’s Fond), Astrid Carøe (ligestillingsordfører for SF), Ditte Brorson (psykolog hos Lev Uden Vold, selvstændig og medstifter af Institut mod vold) Ditlev Tamm (professor em. i retshistorie og debattør) og Maria Søndergaard (direktør, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre).
Antallet af kvindelige ofre for partnervold har ligget stabilt de seneste 20 år. De politiske indsatser på partnervoldsområdet, heriblandt en række handlingsplaner, har ikke formået at knække kurven og nedbringe volden. Det kalder på, at vi i langt højere grad retter fokus mod udøveren. Hvis vi vil volden til livs, må vi gå til dens kilde.
Udvalgte citater fra debatten:
”Det er et simpelt regnestykke, hvis man stiller spørgsmålet: Hvorfor bliver kvinder og børn udsat for vold i hjemmet? Det gør de, fordi der er én, der bruger vold mod dem. Hvis vi gerne vil nedsætte omfanget af kvinder og børn, der bliver udsat for vold i hjemmet, så bliver vi nødt til at have færre mennesker, der udøver vold” - psykolog, Ditte Brorson.
”Hvis vi gerne vil gøre mere, skal vi tilbage til årsagerne til vold. Vi skal arbejde mere systemisk sammen på tværs af myndigheder og lave nogle langt bedre opsporingssystemer tidligere (…) Vi ved, at børnene i de her familier får nogle rigtig svære voksenliv, hvor de har mange traumer med i rygsækken, og en risikofaktor for selv at udøve vold i deres voksenliv” – programchef, Lisbeth Jessen.
”Der er simpelthen ikke de tilbud, der skal til. Det eneste lovsikrede tilbud er, at kvinder kan komme på krisecenter. Det er en opfattelse lovgivningsmæssigt, at nu flytter vi kvinde og barn et sikkert sted hen, og så har vi løst problemet. Men det er langt fra tilfældet, fordi volden fortsætter ofte, bl.a. via fælles børn. Vi taler heller ikke om volden eller dem, der udøver den, hvilket er en af grundene til, at vi ikke har brudt statistikkerne” – direktør, Maria Søndergaard.
”Det kan godt være, man hjælper et offer ud af en voldelig relation, men hvis udøveren fortsætter med at udøve vold i nye parforhold eller mod fælles børn, så har vi jo ikke stoppet volden (…) Det vigtigste for mig er, at [udøverbehandling] er et landsdækkende tilbud, som fungerer godt, som har gode resultater, og hvor der ikke er så lange ventelister” – Astrid Carøe, SF.
“Det interessante er den forebyggende behandling - at få fat i dem, som udøver vold - og se, hvad vi kan gøre. […] Her skal juristerne være med til at sætte rammerne for, hvor vidt man kan gå for at stoppe volden. […] Dommerne i vores retssystem er ikke uddannet til rigtigt at tage stilling til sådanne spørgsmål om vold, og det er for sent, når det når dertil, for volden er allerede sket” - professor em., Ditlev Tamm.
-
I anledningen af FNs Internationale Dag til Bekæmpelse af Vold mod Kvinder (25. november) inviterede Dansk Kvindesamfunds Krisecentre til konference på Christiansborg om behandling af voldsudøvere og vigtigheden af et kønnet perspektiv på partnervold.
Udøverbehandling er et relativt nyt område i Danmark. Fokus har i de hidtidige tilbud ofte været på de psykologiske sammenhænge og årsager til, at man har udøvet vold. Men forskellige mænd kræver forskellige tilgange - “one size does not fit all” (ass. direktør, Per Isdal).
Vi mener, at man i udøverbehandling bør anse vold som en kønnet ligestillingsproblematik. Det kræver et fokus på køn, magt og kontrol, samt at indsatsen rettes mod voldshandlingerne, hvem der har ansvaret for volden (udøveren) og de konsekvenser, volden medfører for de(n) udsatte.
Men hvilke forståelser, metoder og principper skal udøverbehandlingstilbud bygge på? Og hvordan sikrer vi, at behandling ikke sker på bekostning af kvinder og børns sikkerhed? Det er nogle af de problematikker, vi kom igennem på dagen.
På konferencen deltog Per Isdal, ass. direktør for Alternativ til Vold og Kenneth Reinicke, mandeforsker og lektor ved RUC. Hver især kom de med oplæg om, hvorfor udøverbehandling er et vigtigt skridt i at forebygge og stoppe vold mod kvinder. Begge deltog efterfølgende i paneldebatten, hvor også Astrid Carøe, ligestillingsordfører for SF, og direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Maria Søndergaard, deltog.
Udvalgte citater fra dagen
”For at stoppe volden, må vi gå direkte til voldens kilde – manden! Vold er en magtudøvelse, der hænger sammen med en patriarkalsk kultur. Mænd tager magt og kontrol over deres partner. Alternativ til vold (ATV) tager derfor et kønnet perspektiv med afsæt i den historiske undertrykkelse af kvinder” – ass. direktør, Per Isdal.
”Der er brug for individuelle, kulturelle og institutionelle forandringer. Det kan virke grænseoverskridende for mænd at indrømme, at selvom de ikke udøver vold, har de måske et ansvar for den kultur, hvori det opstår” – forsker og lektor, Kenneth Reinicke.
”Kvinder er mere udsatte end mænd, og det kønnede perspektiv er derfor enormt vigtigt. Kvindedrab er det største enkeltstående drabstype. Kvinder slås ihjel, fordi de er kvinder. Derfor er problematikken kønnet, og det skal vi holde fast i” – Astrid Carøe, SF.
”Volden er årsag til de største sundhedsmæssige, sociale og andre livsstilsmæssige problemer i familien. Men det er alene voldsudøveren, der kan stoppe volden. Det er ikke offerets ansvar” – direktør, Maria Søndergaard.
-
På Folkemødet 2022 afholdte vi debatten, “Vidnesbyrd fra en voldelig virkelighed.”
Her læste Astrid Carøe, ligestillingordfører (SF), Eva Kjer Hansen, fhv. ligestillingsminister (V), og Henriette Søvind, tidl. folketingskandidat (K) en række vidnesbyrd fra voldsramte kvinder højt, og talte om, hvad en national handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder bør fokusere på.
Fysisk partnervold har været kriminelt i årevis. De seneste par år er lovgivningen skærpet yderligere, og både psykisk vold og stalking er nu også indskrevet i straffeloven. I dag er partnervold således mere uacceptabelt i samfundet end nogensinde før. Men alligevel er det mere tabubelagt. Hvorfor?
I takt med at vores samfund er blevet mere ligestillet, peger forskning på, at det samtidig er blevet mere skamfuldt at være udsat for partnervold. Det betyder, at man som offer ikke alene skal leve med volden men også med den skam, der medfører, at man ikke kan tale højt om den.
“I perioder glemmer jeg, hvad jeg har været udsat for, eller min hukommelse snyder mig til at tro at det er en anden kvinde, eller en fiktiv person og ikke mig selv, der er voldsoffer. Måske er det overlevelsens mekanisme. Eller det er stolthed. En usympatisk stolthed, fordi jeg ikke vil sammenlignes med de sølle og svage kvinder nederst i samfundet. Dem, som de fleste ser for sig, når der tales om voldsramte kvinder. Med min historie vil jeg gerne vise, at vold foregår i alle samfundslag” - uddrag fra Henriette Søvinds personlige beretning.
-
Hvordan kan myndighedernes hjælp til voldsudsatte forbedres, set fra krisecentrenes voldsfaglige perspektiv?
Det spørgsmål blev diskuteret til vores konference på Christiansborg 7. marts 2022, hvor Dansk Kvindesamfunds Krisecentre lancerede undersøgelsen, “En helhedsorienteres indsats? Krisecentermedarbejderes perspektiv på myndighedernes indsats på partnervoldsområde.”
Undersøgelsen viser, at myndighedernes indsats på partnervoldsområdet er meget uensartet fra sag til sag, og at myndighederne mangler viden om vold.
Rapportens anbefalinger blev fremlagt og efterfølgende diskuteret af et panel bestående af fagpersoner og politikere.
Maria Søndergaard bød velkommen til konferencen. Hun er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at hjælpe ofre for partnervold. Hun fremhæver tre hovedpointer:
”Rapporten viser, at der grundlæggende er behov for større viden hos myndighederne om særligt psykisk vold. Der skal være et skarpere børnefokus og opmærksomhed på at undersøge både mor og far i familier, hvor der er mistanke om vold, ud fra et princip om at beskytte barnet. Tal fra Familieretshuset viser, at der i under 1 procent af §7 sagerne, som er sager med vold i familien, foretages børnesagkyndige undersøgelser. Og endelig er der behov for større gennemsigtighed i ansvarsfordeling, retningslinjer og kompetencer blandt de mange myndigheder og centre, som arbejder med at hjælpe voldsramte.”
Marianne Rasmussen, leder af Børnetelefonen hos Børns Vilkår, var en af paneldeltagerne til den efterfølgende debat. Hun hæftede sig også ved manglen på fagspecifik viden om psykisk vold, og hvad det betyder for børnene:
”Vi taler med mange børn døgnet rundt, og et stigende antal samtaler omhandler psykisk vold. Det påvirker børnene rigtig meget, det er jo psykisk terror. Børnene er bange for selv at blive udsat, de er bange for at mor bliver skadet. Og de er bange for at melde far.”
Du kan læse undersøgelsen her.
-
25. november 2021 inviterede vi sammen med Nyt Europa og Kvinderådet til debat og kunstudstilling af Red Min Søster i anledning af den internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.
Vi satte fokus på digital, psykisk og fysisk vold, menneskehandel, EUs handleplan samt på de muligheder, der ligger i EU og i internationale konventioner mod vold mod kvinder.
Vold mod kvinder er et samfundsproblem, som kræver handling, viden og vilje til at sætte fokus på problemet og finde løsninger for, hvordan vi kan bekæmpe det.
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og flere af Kvinderådets medlemsorganisationer arbejder hver dag med voldsramte kvinder og børn. Vi oplever, hvordan volden er et stort samfundsproblem, der har store menneskelige konsekvenser. Men volden har også store økonomiske omkostninger for vores samfund. The European Institute for Gender Equality (EIGE) estimerer, at kønsbaseret vold på tværs af EU-landene koster €366 mia. årligt. Derfor kan det både ud fra et humanistisk og økonomisk perspektiv betale sig at gå forrest og skabe bæredygtige løsninger.
I anledning af dagen havde direktør, Maria Søndergaard, sammen med Ulla Moth-Lund Christensen og Julie Rosenkilde et debatindlæg i Politiken. Læs det her.

Konference 2022: Hvordan får voldsramte kvinder og børn et nyt liv uden vold? Foto: Heidi Maxmiling

Udstilling om kvindedrab, 25. november
Konference 2022: Udøverbehandling i Danmark
Folkemødet 2025: Livet efter vold: hvordan genfinder man håb og tillid?

Vinduesbanner til Tour de France, 2022

Per Isdal, Astrid Lyng Hjuler og Anja Radeka, 2024

Konference 2022: Hvordan får voldsramte kvinder og børn et nyt liv uden vold?

25. november 2021: Muligheder i EU

Konference 2022: Hvordan får voldsramte kvinder og børn et nyt liv uden vold? Foto: Heidi Maxmiling

Konference 2022: Hvordan får voldsramte kvinder og børn et nyt liv uden vold? Foto: Heidi Maxmiling

Konference 2022: Hvordan får voldsramte kvinder og børn et nyt liv uden vold? Foto: Heidi Maxmiling

Konference 2022: Udøverbehandling i Danmark

Folkemøde 2023: Hvordan kan udøverbehandling stoppe vold mod kvinder og børn?

Folkemøde 2023: Hvordan kan udøverbehandling stoppe vold mod kvinder og børn?

Per Isdal giver oplæg om Medfølelsens Pris, og fortæller om Alternativ til Volds arbejde med voldsudøvere, 2024

Filmvisning og talk: Danner og Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, oktober 2024

25. november 2025: Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold? Foto: Heidi Maxmiling

25. november 2025: Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold? Foto: Heidi Maxmiling

25. november 2025: Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold? Foto: Heidi Maxmiling

Deltagelse i talk 2023: Misogyny in the digital age
Folkemødet 2025: Livet efter vold: hvordan genfinder man håb og tillid?

25. november 2025: Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold? Foto: Heidi Maxmiling

Folkemødet 2025: Det angår os alle: om de etiske følger af uret og overgreb.

25. november 2025: Hvordan kan kunsten bryde tabuer om vold? Foto: Heidi Maxmiling

KL Social 2025: Vold mod børn og veje til bedre vilkår.

Direktør i Danner, Mette Marie Yde og direktør i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Maria Søndergaard til KL Social 2025: Vold mod børn og veje til bedre vilkår.
Folkemødet 2025: Hvorfor bebrejder vi offeret frem for gerningsmanden?
Folkemødet 2025: Livet efter vold: hvordan genfinder man håb og tillid?