”Vi gemte os, når han kom hjem” - Markus Grigo fortæller om sin opvækst med en voldelig far

Foto: Nils Meilvang

Markus Grigo voksede op i et hjem præget af vold. Nu bruger han sin stemme som talerør for voldsudsatte børn.  

”Så snart han trådte ind ad døren, forsvandt roen.”  

Når Markus Grigo tænker tilbage på sin barndom, er det ikke ferier, fødselsdage eller legene i haven, der dukker op først. Det er lyden af hans fars skridt. Den ubehagelige stemning, der lagde sig over huset som en tung dyne. Den indgroede fornemmelse af, at alting kunne eksplodere, når som helst. 

“Vi gemte os på værelserne. Vi vidste aldrig, hvad der kunne udløse hans vrede.” 

Markus Grigo er ambassadør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Som voksen har han valgt at stå frem med sin historie. Ikke for at få medlidenhed, men for at bryde med den tavshed, der omgiver vold i familien. 

En barndom i alarmberedskab 

Hverdagen var præget af vold og frygt. Markus Grigo og hans søskende levede i et alarmberedskab. Altid på vagt, når deres far var hjemme, og kontant søgende efter øjeblikke, hvor de kunne få et pusterum. 

”Når han var på arbejde, kunne vi ånde. Og så havde vi en kort stund med ro og gode stunder med vores mor. Vi grinede, spiste og hyggede.” 

Men når faren var hjemme, var det selv de små handlinger, der kunne udløse volden. Det kunne være, at man grinede ved middagsbordet. Eller hvis man larmede for meget på værelset. Markus Grigo husker tydeligt en episode med en pomfritgaffel, hvor han fik tæsk for at tørre den af med en serviet, efter hans far havde brugt den til at rense sine tænder. 

”Jeg sagde bare, at jeg tørrede den af, fordi han havde renset tænder med den. Så fik jeg tæsk.”  

På de dage, hvor faren allerede fra morgenstunden fremstod stresset eller uoplagt, skulle der ikke meget til, før han blev voldelig. Men det var især de dage, hvor faren havde haft dagvagt og kom hjem sidst på eftermiddagen, der var forfærdelige for børnene. Det betød nemlig, at de skulle være sammen med ham i flere timer. 

”Han kom typisk hjem ved 18-19-tiden. Og så skulle vi bare i gang med det, han bestemte. Rydde op i garagen. Hente kul i den mørke kælder. Også om aftenen, og selvom jeg kun var 10. Hvis der var noget, han ville have, man skulle gøre, så vi gjorde det bare. Som små soldater, der ikke turde andet.” 

Når søskendeflokken legede, forlangte faren, at de skulle være stille. Men stilhed var tæt på umuligt, når de fire brødre legede sammen. De var bare børn. 

”Når vi larmede, kunne han finde på at stille os på en række og så fik vi, en efter en, en hård flad i hver side af ansigtet. Han slog også med sko, bælte og en træpind. Hvad der lige var i nærheden. Nogle gange sad han oven på os, mens han slog.” 

En hverdag styret af frygt 

Markus Grigo beskriver sig selv som en pligtopfyldende elev, der var meget ordentlig i skolen. Måske for ordentlig. Han gjorde altid det, han skulle. Modsat havde hans storebror det sværere og fik dårlige karakterer.  

”Når vi lavede lektier sammen, og han lavede en fejl, fik han en lussing. Det gjorde ham bange. Og så kunne han jo ikke lære noget.” 

Når karakterbogen skulle med hjem og underskrives, sagde deres far: Jeg skal se alle jeres karakterer og skrive under. Det er mig - ikke jeres mor - der gør det. 

Karakterer mellem 1 og 4 blev accepteret. Men hvis en karakter hed 5 eller 6, resulterede det i slag eller tæsk. 

”Det hændte jo, at man fik dårlige karakterer. Så begyndte jeg at forfalske dem for at undgå volden. Han var også snu nok til kun at slå os på kroppen, så andre ikke kunne se mærkerne.” 

Volden stoppede ikke i takt med, at Markus blev ældre. Den stod på indtil, han flyttede hjemmefra.  

Han fortæller om en episode, da han som 18-årig var i lære som kok. Hans far bad ham om penge til huslejen, men Markus havde ikke pengene. Han spurgte sin far, om han kunne vente en uge med at betale. Men det ville faren ikke høre tale om. Markus råbte ad faren – kaldte ham grisk og en gammel nar. Spurgte, hvordan han kunne behandle sit eget barn på denne måde. Det resulterede i, at faren løftede Markus op og kastede ham ind i en væg. 

”Jeg kørte væk, grædende. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi jeg var rasende. Det hele var uretfærdigt.” 

Da Markus kom tilbage til huset kort tid efter, sad faren og græd: Du får mig til det her, sagde han og fortsatte: I får mig altid til at slå jer.  

”Det var sådan, han forstod verden. Han gav os skylden for volden.” 

Kort tid efter den episode flyttede Markus hjemmefra. Faren tog aldrig ansvar. Han undskyldte aldrig. Volden var altid andres skyld.  

Vi skal tro på børn og turde handle 

Markus Grigo og hans søskende levede i en konstant usikkerhed omkring, hvad det næste var, der kunne ske. At række ud efter hjælp var aldrig en reel mulighed. De vidste ikke engang, om der fandtes noget hjælp som fx Børnetelefonen. 

”Jeg fortalte det til min bedste ven, men bad ham om ikke at sige det til nogen. Vi kunne ikke overskue konsekvenserne, hvis nogen fandt ud af, hvordan vi havde det derhjemme. Vi troede, det ville blive værre” 

Søskendeflokken frygtede, hvad der ville ske, hvis nogen fandt ud af, hvad der skete derhjemme. De var bange for, hvor de ville ende, hvis de blev fjernet fra hjemmet. De tanker gjorde, at de ikke søgte hjælp. 

”Jeg tror ikke, at nogen vidste, vi fik tæsk af vores far. Vi overvejede faktisk på et tidspunkt at slå ham ihjel. Så langt ude var vi. Vi tænkte, at hvis vi nu var fire drenge, der stod ved hans seng, kunne vi gøre det. Men vi turde ikke. Han var så stærk. Jeg havde set ham bære en vaskemaskine op ad en trappe alene.” 

Markus fortryder i dag, at han ikke fortalte nogen om volden. Men han var bare et barn. Han ville ønske, at nogen havde sagt til dem, at volden ikke var deres skyld. At nogen havde grebet ind. Selv fortryder Markus, at han ikke fortalte nogen om volden.  

”Det vigtigste er, at man taler med barnet alene. Ikke med forældrene i rummet. Der findes ikke børn, der finder på, at de bliver slået.” 

Markus ved, hvor svært det er for et barn at række ud. For børn er loyale over for deres forældre, og de frygter konsekvenserne. Som barn kunne han ikke overskue, hvad der ville ske, hvis han fortalte nogen om volden. Tanken om at blive fjernet hjemmefra var skræmmende. Men tanken om at skulle blive, efter at have afsløret faren, var endnu værre.  

“Det lyder måske absurd, men som barn kan man ikke overskue, hvad der vil ske, hvis man fortæller noget. Hvad hvis de fjerner én? Hvad hvis de ikke gør? Hvad hvis far finder ud af det, og jeg skal blive boende hjemme?” 

I dag er han ikke i tvivl: Samfundet skal gribe tidligere ind. Vi skal tro på børnene. Vi skal tage vold mod børn langt mere alvorligt og turde handle – ikke vente, ikke tøve. 

”Hvis nogen havde fjernet os fra hjemmet, havde det været forfærdeligt i starten. Men vi havde fået et bedre liv.” 

Han understreger, at voldsudsatte børn aldrig må stå alene. Hvis et barn lever med vold, må vi som voksne ikke tøve med at hjælpe. Barnet skal flyttes med det samme – til en onkel, tante eller en anden tryg voksen. Det bliver kun værre for børnene, hvis man først advarer forældrene eller forsøger at "tale om det", mener han.  

”På det tidspunkt er tilliden væk. Og barnet tør ikke tale igen.” 

Konsekvenserne varer ved 

Det var først i mødet med sig selv – i det terapeutiske rum, mange år senere - at Markus indså, hvor dybe spor volden havde sat sig i ham. Ikke kun i kroppen, men i måden, han var i verden på. Spor, han havde båret med sig uden at vide det. 

”Min kæreste sagde til mig, at jeg havde nogle handlemønstre, som var uhensigtsmæssige. Ikke fordi jeg slog mine egne børn – det har jeg aldrig gjort – men fordi jeg var for hård i min tone nogle gange. Jeg lyttede ikke nok til, hvad der blev sagt. Det var jeg ikke bevidst om.” 

Allerede efter sin første samtale i traumeterapi gik det op for Markus, hvor meget der lå skjult i underbevidstheden. 

“Jeg har båret rundt på det hele mit liv. Uden at vide det. Terapien har gjort mig klogere på mig selv. Før vidste jeg ikke, hvad det gør ved et menneske at vokse op med vold, og hvad der skal til for at blive et bedre menneske. Det gør jeg nu.” 

Sporene fra farens vold løber som dybe furer gennem hele søskendeflokken. 

Først mange år efter, at Markus havde forladt Tyskland, fandt han ud af, at storesøsteren havde været udsat for incest i hjemmet. Hun bar på sin hemmelighed i årtier, og først ved sin 50-års fødselsdag betroede hun sig til sine søskende og fortalte om overgrebene. 

”Først den aften forstod vi vores søsters smerte. Hendes handlinger gav mening for os. At hun stak af hjemmefra flere gange. At hun til sidst forsvandt, og ikke ville have noget med familien at gøre. At hun forsøgte selvmord. Hun flygtede fra Köln, hun ville ikke snakke med os. Vi kunne aldrig forstå hvorfor. Men nu gav det hele pludselig mening.” 

Den aften brød alle grædende sammen. Resten af aftenen var præget af stor smerte og sorg. Men også en intens vrede og afsky mod den mand, der havde gjort deres liv til et helvede. 

Efter søsterens afsløring, har Markus ikke været i kontakt med sine forældre.  

”Jeg sagde til mine børn, at de aldrig skulle se deres farfar igen. Min mor er stadig sammen med ham. Hun nægter at tale om det. Jeg tror, hun lever i fornægtelse og i skam.” 

Markus har aldrig set sin far slå sin mor. Men han forstår i dag, at hun var udsat for ekstrem psykisk vold.  

”Han kunne finde på at komme op på værelset og sige: ‘Nu slår jeg på sengen, og så skal I græde og råbe om hjælp, så mor kan høre jer.’ Og vi gjorde det, for det var bedre end at få slagene. Så kom hun løbende. Han lo. Han syntes, det var hylende morsomt, at hun prøvede at redde os.” 

Ydmygelsen var en del af hverdagen for moren, og Markus fortæller, at hun bærer på en dyb skam. Skam over, at hun ikke kunne stoppe det. Skam over, at det stod på så længe. 

”Hun vil ikke tale om det. Hun har lagt det bag sig, fordi det er for smertefuldt at åbne op. Men det er jo rædselsfuldt for hende. At hendes sønner blev tæsket. At hendes datter blev udsat for incest. Hun ville bryde sammen, hvis hun virkelig tog det ind.” 

Hjælp voldsudøveren – for børnenes skyld 

For Markus Grigo er det grundlæggende uretfærdigt, at det stadig er ofrene, der må pakke deres liv sammen og flygte. At det er kvinder og børn, der ender på krisecentre, mens voldsudøveren fortsat kan bevæge sig frit – ofte uden at møde nogle krav om forandring eller få tilbudt hjælp. 

”Det er helt forkert, at det er den, der udsættes for vold, der fjernes. Det burde være voldsmanden, der bliver fjernet.” 

Markus Grigo mener, at vi som samfund er nødt til at tage ansvar for også at hjælpe den, der udøver volden.  

”Voldsudøvere har brug for hjælp til at stoppe volden. Der burde være kampagner for dem. Mange ved ikke, at der findes hjælp. Det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring. Og det kunne redde deres forhold til deres børn. De har brug for nogen, der vil hjælpe dem. Ikke kun nogen, der vil straffe dem.” 

Han tænker ofte på, hvordan tingene kunne have set anderledes ud, hvis nogen dengang havde grebet ind over for hans far. 

”Hvis nogen dengang havde sagt til min far: ’Du udøver vold, du skal tale med en psykolog – og du har selv været udsat for vold,’ så kunne det måske have hjulpet. For vi er nødt til at hjælpe både voldsudøveren og børnene.” 

For Markus Grigo er der ingen tvivl: Skal vi for alvor beskytte børnene, skal vi tage hånd om dem, der udøver volden. Det er kun dem, der kan stoppe den. Ellers risikerer mønstrene at fortsætte i generation efter generation. 

Vold er aldrig børns skyld 

For Markus Grigo handler det ikke kun om at fortælle sin egen historie. Det handler om at bryde tavsheden for dem, der stadig lever i den. For de børn, der i dette øjeblik gemmer sig på deres værelser. For de voksne, som stadig bærer på noget, de aldrig har sat ord på.  

Ved at så frem med sin egen historie viser han, hvad vold i barndommen har af konsekvenser, og hvordan tavshed kun beskytter voldsudøveren. Hans historie er ikke enestående. Den udspiller sig i tusindvis af hjem i Danmark. Derfor opfordrer han os alle til at spørge, lytte og handle. For børnenes skyld.  

“Jeg ville ønske, nogen dengang havde sagt til mig: ‘Det er ikke din skyld.’”

Har du mistanke om vold mod et barn? 

I Danmark er vi alle forpligtet til at sikre, at børn og unge ikke udsættes for forhold, der kan bringe deres sundhed, udvikling og velvære i fare. Det betyder i praksis, at vi alle sammen har pligt til at underrette myndighederne, hvis vi får kendskab til eller mistanke om, at en person under 18 år udsættes for fx vold, mishandling eller seksuelle overgreb.  

Hvis du er i tvivl, om du skal underrette, eller har brug for at tale om din mistanke om vold mod et barn, kan du ringe til:

• Lev Uden Vold på tlf. 18 88

• Dansk Kvindesamfunds Krisecentre på tlf. 35 20 00 40